Sådan måler du DC-modstand i transformatorviklinger eller motorspoler

Formålet med at måle DC-modstanden i transformatorviklinger

For at kontrollere svejsekvaliteten af viklingssamlingerne og tilstedeværelsen af turn-to-turn kortslutninger i viklingerne;

For at kontrollere, at spændingsudtagsveksleren har god kontakt i alle positioner, og at udtagets faktiske position er korrekt;

For at kontrollere, om ledningerne er knækkede, om de flertrådede ledere har brækkede knogler og andre problemer.

Efter Transformator Ved eftersyn, ændring af haneposition eller forekomst af kortslutningsfejl i udløbet er det nødvendigt at måle viklingens jævnstrømsmodstand sammen med kabinettet. Målemetoderne er som følger:

(1) Amperemeter- og voltmetermetode: også kendt som spændingsfaldsmetoden, princippet er at måle spændingsfaldet over modstanden ved at føre en jævnstrøm gennem den målte modstand og beregne modstandsværdien i henhold til Ohms lov. Da den interne modstand i amperemeteret og voltmeteret kan påvirke måleresultaterne, skal deres adgangsmetoder være forsigtige.

(2) Afbalanceret bro-metode: Denne metode bruger broens balanceprincip til at måle DC-modstand. Almindeligt anvendte broer er QJ23A enkeltarmsbro og QJ44 dobbeltarmsbro. Målingen skal udføres efter transformatorens strømsvigt og fjernelse af højspændingsledninger. For store effekttransformatorer kræver hver måling på grund af den store opladningstidskonstant i RL-seriekredsløbet lang tid at vente på, at strømmen og voltmeteret stabiliserer sig, hvilket påvirker arbejdseffektiviteten, så der kan træffes foranstaltninger for at forkorte testtiden.

Standarder for måling

For transformere over 1600 kVA bør forskellen i viklingsmodstand for hver fase ikke overstige 2% af gennemsnitsværdien for de tre faser; for viklinger uden neutrale ledninger bør forskellen mellem ledningerne ikke overstige 1% af gennemsnitsværdien for de tre faser;

For transformere på 1600 kVA og derunder bør forskellen mellem faserne ikke overstige 4% af den trefasede gennemsnitsværdi, og forskellen mellem linjerne bør ikke overstige 2% af den trefasede gennemsnitsværdi;

Variationen bør ikke overstige 2%, når den sammenlignes med den værdi, der tidligere er målt på samme sted.